Det psykosociale arbejdsmiljø
Det psykiske arbejdsmiljø kræver en dedikeret indsats – også i en mindre virksomhed
Når man ser ned over listen med de fem ting (step), som skal være til stede for at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, er det nemt at tænke – Snildt, det er jo sund fornuft. Og det er det, men det ser ud til, at vi har det med at glemme den sunde fornuft eller ikke tillægge den større betydning.
De fem step
• Step 1 handler om at definere, hvad kerneopgaven er i virksomheden, og hvilken mening og værdi den har
• Step 2 handler om, hvilke rammer og ressourcer der er til rådighed for at producere produktet
• Step 3 handler om, hvorvidt de ansatte har de kompetencer der er brug for til at komme i hus med opgaven. De ansatte er eksperterne, som skal medinddrages også i arbejdsplanlægningen.
• Step 4 handler om at opbygge en kultur med veldefinerede dyder og fokus på frugtbart samarbejde. Klar kommunikation fremmer alle processer.
• Step 5 handler om, at man til enhver tid inddrager de ansatte i processen undervejs således, at de oplever medindflydelse – det giver større tillid til og tro på processen. Det øger kreativiteten

Ingen kommer sovende til et godt psykisk arbejdsmiljø – det kræver en dedikeret indsats fra alle i virksomheden, og det er altid ledelsen, som skal gå forrest. Det kræver systematik og disciplin.
Alle fem step fra boksen bidrager til at skabe et psykisk arbejdsmiljø, hvor der er plads til mental sundhed og en mindre risiko for konflikter. Transparens i en virksomhed giver tillid og grobund for godt samarbejde både mellem ledere og ansatte og blandt kolleger. Den sociale kapital styrkes.
Selv en lille virksomhed med kun en ejer og en ansat har brug for at fokusere på arbejdsmiljøet. Og går man fra to til fire personer i en lille virksomhed, så er det en rigtig god ide at kigge på de fem step. De to, som har været der fra start af, har indarbejdet en række vaner og en jargon, som det kan være meget svært at tyde som udefrakommende. Det skal man være bevidst om, når man ekspanderer.
Alles relationer bliver påvirket på kryds og tværs, når man bliver flere. Og jo flere man bliver, desto større er behovet for at udvikle arbejdsmiljøkompetencer i gruppen. Vi lærer gensidigt hinanden, hvordan vi lykkes i arbejdsgruppen, og hvordan vi trives. Læringsprocesser kan være behæftet med modstand, da vi er nødt til at gøre noget andet, end det vi plejer. Modstanden kan føre til konflikter, så det kræver opmærksomhed.
Når der ansættes flere i en virksomhed, så husk at involvere kandidaterne i de 5 step undervejs i rekrutteringsprocessen. Spørg ind til, hvorvidt kandidaten vil kunne trives i den type af virksomhedskultur, som der er oparbejdet. Det er ikke nok at få ansat en, som er fagligt dygtig. Stor faglighed er på ingen måde det samme, som at være socialt kompetent.
Et belastet psykisk arbejdsmiljø giver dalende produktivitet, dalende engagement, dalende kreativitet, stigende konflikter, stigende sygemeldinger og i sidste ende opsigelser og fyringer.
Til gengæld er det vildt spændende og berigende at arbejde med at højne og bevare det psykiske arbejdsmiljø. Særligt, hvis man tror på det og har modet til at arbejde sig væk fra excel-arkene. Det handler om menneskers væren i verden.
Som tidligere daglig tovholder har jeg en del erfaring med at sætte rammen for en gruppes udvikling af arbejdsmiljøkompetencer med henblik på sammen at skabe et miljø med plads til faglighed, diversitet, tillid, tryghed og empati. Kontakt mig endelig for en snak.