En mulig vej til mere nærvær og mindre stress
Mange kan nok nikke genkendende til, at vi gerne vil holde os orienteret, at vi gerne vil være på, at vi har et stort behov for at kunne bidrage og sætte os selv i spil i den digitale verden og, at det derfor ikke nødvendigvis er så enkelt at stå af det digitale ræs.

Lad mig begynde med at sige, at jeg bestemt er tilhænger af at bruge digitale løsninger. Der er ingen tvivl om, at vi på mange måder kan profitere af og løse en lang række opgaver ved at bruge alle de digitale tilbud, som vi har. Vi kommer ikke til at være det foruden, så lad os lære at leve med det på en måde, som gør os godt, og som ikke bliver til en lidelse af digital afhængighed, som fører til stress eller isolation fra vores relationer.

Måske fylder mobilen ikke i dit liv og generer dig ikke – så er alt godt.

Oplever du derimod, at din telefon fylder for meget i dit liv, så kan det være et oplagt tidspunkt at standse op og se på, hvilken betydning den har i dit liv.

Hvis du føler dig afhængig af digitale medier – hvad så?
Digital minimalisme kan være et svar på at lære at agere i en verden med mange digitale løsninger og tilbud. Det kræver stor disciplin at håndhæve i praksis, og derfor kan det være en fordel at indgå i et fællesskab med andre mennesker omkring det arbejde.

Jeg tilbyder et gruppeforløb om digital minimalisme som kan være en støtte til omlægning og implementering af nye digitale vaner. Vi mødes i plenum i skoven. Individuelle samtaler kan også være en løsning – med masser af mulighed for fordybelse på din situation og fokus på din sansning af naturen – en vej til at gøre sig uafhængig af det digitale rush.

Det er helt op til dig at vælge, hvilken model du foretrækker.

Digitalt afhængig?
Du kan begynde med at stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvor ofte tjekker jeg min telefon, Facebook, mail, nyheder, Instagram?
  • Hvor ofte slukker jeg min telefon, hvis mine nærmeste gerne vil have en samtale med mig?
  • Hvad betyder mit ”online” liv i forhold til oplevelsen af nærvær og nærhed?
  • Hvad betyder det for min opmærksomhed?
  • Hvordan påvirker min digitale adfærd mit stress niveau?
  • Hvor meget tid bruger jeg ved en skærm hver dag?
Luk menu