Er dit arbejdsliv præget af midlertidige ansættelser?

Hvad gør det ved os, når vi oplever et arbejdsliv med mange korte ansættelser, med nye kolleger og nye virksomhedskulturer?

For nogen er det en dejlig, inspirerende og energifremmende måde at leve livet – for andre er det et usikkert, drænende og fragmenteret liv.

Måske genkender du noget af nedenstående?

Uanset om vi har kort eller lang uddannelse bag os, har det konsekvenser for vores levestandard, hvis vi ikke har arbejde eller kun har det i kortere perioder ad gangen. Det påvirker flere parametre i vores liv, og en ting er sikkert; man er altid på jagt efter nye arbejdsopgaver, og man føler derfor aldrig, at man har weekend eller fri, og man kender aldrig sin økonomiske situation på længere sigt.

For hver ny arbejdsopgave skal man forstå og tilegne sig kulturen på en ny arbejdsplads. En proces som vel at mærke forløber ud over den egentlige arbejdsopgave, som man er hyret ind til. Måske kender du til bekymringer omkring følgende temaer:

  • Hvor passer jeg ind?
  • Hvem kan jeg stole på og have tillid til?
  • Hvem kan jeg bede om hjælp i faglige spørgsmål?
  • Hvornår ved jeg, om jeg løser opgaven tilfredsstillende?
  • Kan jeg tillade mig at stille krav som korttidsansat?
  • Skal jeg spise frokost og holde pauser alene?
  • Er jeg nødt til at sige ja til at arbejde hele døgnet?
  • Bliver jeg hyret til flere opgaver?
  • Hvordan vedligeholder jeg mit netværk?

Det er nok de færreste, som kan lære at vænne sig til konstante forandringer, men man kan indøve vaner og tage beslutninger, som støtter én i at håndtere et foranderligt liv med skiftende rammer. Dermed øges resiliens som en del af den mentale sundhed.

Jeg kan hjælpe dig videre

Har du brug for en samtalepartner omkring disse spørgsmål – så gå en tur med mig i skoven. Jeg har gennem lange perioder af mit liv arbejdet som freelancer og har via tidligere ansættelse stor erfaring med løsttilknyttede medarbejdere og byder derfor gerne ind med egne erfaringer, men vigtigst af alt udarbejder vi i fællesskab en bæredygtig strategi for dig, som tager et afsæt i dit miljø, dine ressourcer og ønsker for fremtiden.

Luk menu